Spencers religionsfilosofi I. Det erkendelsesteoretiske grundlag

Indsat af den jan 16, 2013 i Artikler | 0 kommentarer

Spencers religionsfilosofi I. Det erkendelsesteoretiske grundlag

Følgende artikel er første del af en artikel om Herbert Spencers (1820-1903) tanker om religion, som de kommer til udtryk i værket “First Principles”, der udkom i 1862. Her citeres fra den danske oversættelse af de religionsfilosofiske afsnit af nævnte værk: “Religion og Filosofi” fra 1887.
Artiklen, der ikke rummer noget originalt fra min side, er stort set blot et referat af Spencers tanker, som jeg finder vigtige nok til at blive genfremstillet.

Den naturalistiske tilgang til religionen er typisk stærkt kritisk. Den almindeligste opfattelse, som der er mange variationer af, er at guder og absolutter er skabt af den menneskelige bevidsthed for at give en slags varme og tryghed i en hård og farlig verden. Feuerbachs, Marx’s og Freuds teorier er almindeligt kendte. Men det er klart, at det forhold at et religiøst budskab kommer som “gode nyheder”, ikke i sig selv indebærer, at det ikke er sandt. Spencers tilgang er da også en anden, idet den er rent erkendelsesteoretisk og videnskabsteoretisk.
Herbert Spencers opfattelse af  filosofien er, at den skal være et system af fuldstændig koordineret viden, hvor videnskaberne består af viden, der er delvis koordineret. I den forstand er hans system syntetisk. Det er et system inden for hvilket, alt skal finde sin plads og skal ses som et resultat af et enkelt princip. Hans udvikling af dette system kommer i nærheden af det fuldstændige, og i den forstand står hans filosofi alene i engelsk filosofi efter Hobbes.
Synspunktet på filosofien som koordineret videnskab bringer Spencers doktrin på linje med positivismen. Han ignorerede imidlertid ikke fuldstændig spørgsmålet om den ultimative virkeligheds natur. Han var ikke overvældende interesseret i spørgsmål af den slags, og han havde kun en meget lille berøring med tidligere spekulationer på området. Han baserede sin doktrin om erkendelsens grænser på Hamiltons og Mansels arbejder om erkendelsens relativitet. Han fandt, som andre før ham, at det var nødvendigt at anerkende noget, der lå bag den eksakte videns sfære. Hamilton havde kaldt dette troens sfære. Spencer siger, at vi har en uklar bevidsthed om, hvad han ikke desto mindre kalder “the unknowable”. Denne uklare bevidstheds natur forklarer han ikke; alligevel bliver dens objekt ikke, som man kunne forvente, betragtet som en fuldstændig mørk plet, den siges at blive “growing clearer”. Der henvises hele tiden til det uerkendelige som en kraft.
Spencers opfattelse er, at religion og videnskab kan forenes, ved at man tildeler videnskaben det erkendeliges område, og religionen udelukkende det uerkendelige. Sådan som han ser det, består alt det, vi ved af manifestationer af den uerkendelige kraft bag fænomenerne; og disse manifestationer afhænger i sidste ende af et enkelt første princip, nemlig kraftens konstans.

Den væsentligste forudsætning for religion ser Spencer deri, at tilværelsen som helhed er et mysterium.
Han indleder sin afhandling med overvejelser over almene folkelige forestillinger, og har her et synspunkt, der er ganske modsat de store erkendelsesteoretikeres fra århundrederne forinden. Descartes og efterfølgende med- og modtænkere forventede ikke i almene forestillinger at finde nogen sandhed og oplysning. Tværtimod gjaldt det for dem om at forkaste alle almindelige meninger og finde nogle sikre grundlæggende sandheder, på grundlag af hvilke en “genopbygning” af virkelighedsopfattelsen kunne finde sted. Således ikke Spencer. Han skriver:

“Vi glemmer altfor ofte, at ikke blot findes der “en gnist af godhed i onde handlinger”, men meget almindelig også en gnist af sandhed i vildfarelser. Og selv om mange indrømmer dette i al almindelighed, er der kun få, der husker det, når de fælder dom over andres meninger. En antagelse, som tilsidst viser sig at stå i alt for stor modstrid med virkeligheden, bliver kastet bort med harme eller foragt; og i stridens hede er der næppe nogen, der tænker på at undersøge, hvad der da var i den antagelse, som fik folk til at slutte sig til den. Men dog må der have været noget. Og der er grund til at antage, at dette noget var dens overensstemmelse med visse af deres erfaringer, måske en yderst begrænset og vag overensstemmelse, men dog en overensstemmelse”.

Det er sådan med folks antagelser i almindelighed. Selv om de kan synes helt falske, må man gå ud fra, at de er spiret frem af virkelige erfaringer, og derfor måske har indeholdt og måske stadigvæk indeholder et gran af sandhed. Spencer skriver hertil:

“Særlig kunne vi trøstig antage dette, når talen er om antagelser, som have existeret længe og ere vidt udbredte, og allermest, når det gælder sådanne, som stadig vedvare og ere næsten eller helt universelle. Den antagelse, at en gængs mening ikke er helt falsk, vinder i styrke i forhold til antallet af dens tilhængere. ( … ) Fjærnelsen af individuelle fejlagtige anskuelser må derfor give den tilbageblevne almindelige mening en vis forøget værdi”.

Hvad der må tilstræbes, mener Spencer, er en slags almindelig teori for gængse meninger, der hverken overvurderer eller undervurderer deres værdi.
På én gang skal vi holde os fri af tilbøjeligheden til uden videre at gå ind på én gang antagne forestillinger og ikke hoppe på holdninger, der typisk kommer til udtryk i sætninger som “Når alle folk siger det, må det være sandt” eller “Folkets røst er Guds røst” (Spencers eksempler). Og selv om det nok må siges at være en historisk kendsgerning, at flertallet sædvanligvis har haft uret, må det ikke få os til at glemme den lige så sikre kendsgerning, at flertallet sædvanligvis ikke har haft helt uret. Det at undgå begge disse yderligheder er en betingelse for almengyldig tænkning. Og vi kan kun gardere os mod dem ved at foretage en vurdering af gængse meninger i almindelighed. Man må undersøge, hvilke forhold, der almindeligvis er mellem gængse meninger og den tilsvarende virkelighed.
Spencer undersøger som eksempel forholdet mellem individ og samfund. Han opridser historien fra de ældste tider til i dag, fra de tidligste tider, hvor konger blev regnet for guder og halvguder med hånds- og halsret over samfundets øvrige medlemmer, hvor kongen havde ret til at tage de liv og den ejendom, han ville tage, og frem til i dag, hvor den almindelige mening er, at staten er til for borgernes skyld og ikke borgerne for staten, og hvor den enkeltes frihed og rådighed over sit eget liv nærmest kun begrænses af hensynet til andres tilsvarende rettigheder. Det er Spencers opfattelse, at hvor latterlige de historiske politiske anskuelser end måtte forekomme den, der ikke er opvokset under dem, indeholder hver af dem “som sit livselement” anerkendelsen af en uimodsigelig kendsgerning:

“Direkte eller inddirekte hævde de alle en vis underordning af den enkeltes handlinger under samfundets krav. Der er store uoverensstemmelser angående den magt, hvem denne underordning skyldes, og ligeså angående motivet til, og grænserne for denne underordning, men at der må finde en vis underordning sted, derom er alle enige. Fra den ældste og råeste forestilling om undersåtlig lydighed ned til den mest fremskredne theori er der angående dette punkt fuldstændig enighed”.

En påstand, som i lighed med ovenstående ikke gøres bevidst gældende, men ubevidst forudsættes, og ikke af en enkelt person eller kreds af personer, men af mange, der ofte har helt forskellige anskuelser. En sådan påstand, hævder Spencer, har en sikkerhed, som klart overgår, hvad der normalt kan opnås.

“Og når som her denne påstand er abstrakt, ikke grundet på en enkelt for alle fælles erfaring, så må vi sige, at den i vished rangerer næst efter den eksakte videnskabs påstande”.

Spencer finder frem til den almindelige regel, der kan lede os, når vi søger “den gnist af sandhed, som vildfarelser rummer”. Metoden består i at sammenligne alle meninger af samme slags og derefter fjerne alle forskellige og konkrete elementer, hvori meningerne ikke stemmer overens.
For den bestanddel, der bliver tilbage, skal derefter findes et abstrakt udtryk, som kan passe på alle dens modifikationer. En antagelse af dette princip og en anvendelse af den angivne metode vil, mener Spencer, være til nytte ved løsningen af alle de stridigheder og uenigheder, der til stadighed splitter menneskeheden.
Den meningsstrid, som danner udgangspunkt for Spencers religionsfilosofiske betragtninger, er den ældgamle strid mellem religion og videnskab. Denne lange meningsstrid, der er foregået op gennem tiderne, har medført en bitterhed, der totalt har umuliggjort nogen gensidig forståelse mellem parterne. Hver af parterne har kun set sin side af sagen og har sjældent spurgt sig selv om, hvorledes det kan være, at den modsatte part har set sagen så forskelligt. Hvis vi virkeligt elskede sandheden mere end sejren, burde vi være ivrige efter at vide, hvad det er, der får vore modstandere til at tænke, som de gør, og vi ville måske begynde at ane, at hårdnakketheden i deres anskuelser kunne skyldes, at de har opfattet noget, som vi har overset. Om sandheden var vigtig for os, ville vi så bestræbe os på at forøge den del af sandheden, vi har fundet, med den, de andre har fundet.

“Ved at foretage en mere rationel vurdering af menneskelig autoritet, ville vi i lige grad undgå begge yderligheder, både en utilbørlig underkastelse og en utilbørlig opsætsighed, vi ville ikke betragte visse personers anskuelser som helt gode, andre som helt slette, men snarere hælde til det mere forsvarlige standpunkt, at ingen anskuelse er fuldstændig sand, og ingen fuldstændig falsk”.

Herfra og i det følgende vil Spencer, idet han så vidt muligt vil forsøge at bevare denne upartiske holdning, betragte de to sider af den store strid.

“Lad os, idet vi er på vor post mod vor opdragelses indflydelse og lukke vort øre for al partifølelses hvisken, se, hvad der på forhånd taler til gunst for hver af parterne”.

Det er vigtigt her endnu engang at gøre opmærksom på, at Spencers afhandling er skrevet for halvanden århundrede siden. Undtager vi ekstreme fundamentalister af enhver art, amerikanske ikke mindst, har religionerne vel stort set indset, at en kamp mod den videnskabelige erkendelse er en tabt kamp, og at videnskaben og religionen ikke står i noget nødvendigt modsætningsforhold. Lidt anderledes synes det at forholde sig den anden vej rundt. En del videnskabsskribenter fører i disse år et for mig uforståeligt korstog imod religionerne. Det er nok for mig her at påpege det forunderligt fortidige i deres holdning og argumentation. Der er som regel tale om et hop tilbage til gamle og ellers forladte positioner, peppet op med nyere videnskabelige opdagelser. Den danske videnskabsjournalist Lone Franks angreb på religion glimrer f.eks. ved forfatterens totale mangel på filosofisk refleksion, der jo nok skyldes, at hun ikke har noget synderligt kendskab til filosofi. Hun har formodentlig den opfattelse, at filosofisk tænkning er et lige så overstået fænomen som religion. Spencers kritik af den dogmatiske scientismes holdninger rammer i særdeleshed folk som hende.

Anvender vi Spencers almindelige metodeprincip, vil det føre os til den antagelse, at de forskellige religiøse trosformer, der har eksisteret og som endnu eksister, alle i sidste ende har deres grund i en virkelig kendsgerning, og at det derfor er sådan, at vel ingen af dem er helt igennem sand, men at de alle indeholder noget rigtigt, der er mere eller mindre skjult af andet, der er falsk. Den sande kerne, som alle de forskellige trosbekendelser indeholder, er højst forskellig fra dens iklædninger. Denne ulighed følger med nødvendighed af, at kernen, som allerede antaget, er af mere abstrakt natur.
Antagelsen af, at et stort antal forskellige anskuelser af samme art har en fælles grund i virkeligheden, bestyrkes af, at disse anskuelser er allestedsnærværende. “Religiøse forestillinger af en eller anden art ere næsten om ikke helt universelle”.
At disse mange forskellige og dog overensstemmende fænomener, som vi finder i alle religioner, skulle være tilfældige eller kunstigt tilvejebragte er en uholdbar antagelse. Forestillingerne er nødvendige produkter af en fremadskridende intelligens. Deres mangfoldighed bekræfter bare denne slutning, idet den viser en mere eller mindre selvstændig oprindelse. Den viser, at til forskellige tider og på forskellige steder har ensartede betingelser ført til ensartede tankerækker og er endt med resultater, der stemmer overens.
Der er folk, der har hævdet, at religiøse trosbekendelser er præstelige opfindelser, at disse forestillinger altså fra starten har været magtredskaber. Men det er unægtelig en højst mærkværdig antagelse, at i ethvert samfund, såvel i fortidige som nutidige, såvel primitive som civiliserede, skulle et vist antal medlemmer have sammenrottet sig for at bedrage de øvrige, og det på så samstemmende måder. Der kunne så påstås, at en oprindelig fiktion var skabt af et oprindeligt præsteskab, før menneskeheden havde spredt sig fra sit første udgangspunkt. Det gendrives, siger Spencer, af sprogvidenskaben, der kan vise, at splittelsen og udbredelsen af menneskeheden er begyndt, før der endnu eksisterede noget sprog, der var så udviklet, at det kunne udtrykke religiøse forestillinger. Og selv om hypotesen om en kunstig oprindelse af religion havde været holdbar, ville den ikke være i stand til at forklare virkelige kendsgerninger. Den ville ikke kunne forklare, hvorfor visse troselementer forbliver konstante under alle forandringer af formen. Den kan ikke forklare, hvordan det går til, at medens fjendtlig kritik i tidernes løb har fortsat sin opløsning af de enkelte theologiske dogmer, har den ikke opløst den grundforestilling, der ligger bagved disse dogmer. Hypotesen kan endvidere ikke forklare den slående kendsgerning, at religionen hele tiden dukker op igen, når den synes nedkæmpet. Hændelserne i det tidligere Sovjetunionen er i vor tid et godt eksempel. Det er iøvrigt dette sidste, der synes at irritere de “nye atheister” mest af alt.

“Således forener de religiøse forestillingers universalitet, deres uafhængige udvikling hos forskellige oprindelige racer og deres store levedygtighed sig om at bevise, at deres kilde må være dybtliggende i stedet for overfladisk”.

Overfor påstanden om, at religiøse forestillinger er produkter af  den religiøse følelse, som for at tilfredsstille sig selv fremkalder fiktioner, som den siden projicerer ud i den ydre verden og lidt efter lidt fejlagtigt antager for virkelige ting, må man sige, at denne påstand ikke løser problemet, men blot flytter det lidt. Hvad enten det er følelserne, der er årsag til tanken, eller følelsen og forestillingerne har en fælles oprindelse, så er det store spørgsmål: Hvor kommer følelsen fra?
Kun to antagelser er her mulige, mener Spencer. Den ene er, at den følelse, som svarer til de religiøse forestillinger, sammen med alle andre menneskelige evner, stammer fra en særlig skabelsesakt. Den anden er, at den, såvel som alle øvrige evner, er opstået gennem en udviklingsproces. Slutter man sig til den første mulighed, som tidligere har været den almindeligst antagne, har man en tro på, at en skaber har udstyret mennesket med en religiøs følelse, som er specielt indrettet på at svare til denne skaber. Her forekommer det mig, at Spencer ret ensidigt identificerer religion med theisme. Tilslutter vi os derimod den anden mulighed, må vi stille os spørgsmålet: Hvilke omstændigheder skyldes den religiøse følelses fremkomst? Og hvad er dens betydning? Spencer skriver:

“Når vi – som vi efter denne antagelse må – betragter alle evner som et resultat af en række ændringer, forårsagede ved organismens vekselvirkning med omgivelserne, så nødes vi til at indrømme, at der i omgivelserne eksistere visse fænomener eller betingelser, som have bestemt udviklingen af  den religiøse følelse, og at den følgelig er lige så normal som enhver anden ævne. Og hertil må vi føje, at da hypothesen om en udvikling fra lavere former til højere målet, hvorefter de fremskridende forandringer direkte eller indirekte stræbe, må være tillempning efter tilværelsens fordringer, så nødes vi også til at slutte, at denne følelse på en eller anden måde må befordre menneskenes velfærd. Således føre begge antagelser til sidst til samme resultat. Vi må enten antage, at den religiøse følelse er skabt direkte, eller at den er bleven til ved en langsom virkning af naturlige årsager, og begge disse antagelser fordre i lige grad, at vi behandle den med respekt”.

Hvad man bør huske (ikke mindst videnskabsmændene) er. at hvor omfattende end vor viden bliver, så kan den dog aldrig tilfredsstille vores trang til erkendelse. Positiv viden udfylder ikke, og vil aldrig kunne udfylde , hele området af det for tanken mulige. Selv når opdagelserne har nået deres yderste grænser, kan vi altid, og bør vi altid, stille spørgsmålet: Hvad ligger der hinsides disse. En masse idiotisk tale om “big bang” forglemmer sig her.

“Som det er umuligt at forestille sig nogen grænse for rummet i den forstand, at den skulle udelukke forestillingen om et rum hinsides denne grænse, således kunne vi heller ikke erholde nogen forklaring, der er dybtgående nok til at udelukke det spørgsmål: Hvad er da forklaringen af denne forklaring?”

Betragter vi videnskaben som en kreds, der stadigt udvider sig, må vi sige, at den, i og med den vokser kommer i stadig større berøring med det ukendte, der omgiver den, og derfor vil der blive ved med at eksistere to forskellige former for tankevirksomhed. I al fremtid må den menneskelige tanke beskæftige sig med ikke blot fastslåede fænomener og deres forhold, men også med det ikke-fastslåede, som disse fænomener og deres forhold forudsætter.

“Heraf følger, at når erkendelsen ikke helt kan lægge beslag på bevidstheden, når det altid vil vedblive at være muligt for tanken at dvæle ved det, der overskrider erkendelsen, så kan der heller aldrig ophøre at være plads for noget af religionens natur, da netop den under alle sine former deri adskiller sig fra alt andet, at den har til genstand det, der overskrider erfaringens område”.

Skriv et svar