Spencers religionsfilosofi II. Det uerkendelige

Indsat af den jan 16, 2013 i Artikler | 0 kommentarer

Spencers religionsfilosofi II. Det uerkendelige

“Das eine: Zu wissen, dass es Geheimnisse gibt, dass die Welt ein einziges undurchdringliches Geheimnis ist”.        (Oswald Spengler: Gedanken).

Så snart mennesket begynder at spekulere, stiller det uvægerligt  spørgsmål til virkeligheden: Hvad er det hele for noget? og hvorfra kommer det? Det er spørgsmål, der kræver en løsning, når indbildningskraften begynder at hæve sig over dagliglivets forhold.

Der er naturligvis opstillet en del hypoteser her, men det er Spencers opfattelse, at en kritisk undersøgelse vil vise, at ikke blot ingen af de på hans tid gængse hypoteser er holdbare, men at ingen holdbar hypotese overhovedet kan opstilles.Han afviser først den atheistiske teori, som er teorien om universets selveksistens. Det er en hypotese, der med nødvendighed forudsætter eksistens uden begyndelse, og at danne et begreb om noget sådant lader sig ikke ved nogen tankeanstrengelse gøre.“At begribe en tilværelse gennem en uendelig forløben tid forudsætter, at vi kunne begribe en uendelig forløben tid, hvilket er en umulighed”.

Den atheistiske teori er ikke bare absolut utænkelig, men selv hvis den var tænkelig, ville den ikke være nogen løsning. Påstanden om at verden er selveksisterende bringer os jo ikke et skridt ud over erkendelsen af dens nuværende eksistens, og vi bliver således kastet tilbage i det oprindelige mysterium.

Også den pantheistiske løsning, som er hypotesen om en selvskabelse, er en umulighed. Der vil stadigvæk være problemet med begyndelsen, og desuden, skriver Spencer må man her operere med begrebet om den mulige tilværelse, der realiseres ved selvskabelsen, og en sådan kan ikke begribes, kun postuleres. Og her skriver han videre:

“Selv om det var sandt, at vi kunne begribe en mulig tilværelse, og at overgangen fra den ene til den anden virkelig kunne forestilles som en selvbestemt forandring, ville vi dog ikke være komne videre. Problemet ville blot være flyttet et skridt længere tilbage. Hvorfra kommer nemlig den mulige tilværelse. Denne ville lige så meget trænge til en forklaring som den virkelige tilværelse, og netop de samme vanskeligheder ville møde os her”.

Tilbage står for Spencer den theistiske hypothese, som er tesen om en skabelse ved ydre magt. Også den afvises.
Hvis det er sådan, at en kunstners fremgangsmåde svagt kan symbolisere for os, hvordan verden kunne være dannet, hjælper det os ikke til forståelsen af det virkelige mysterium, nemlig oprindelsen af det materiale, hvoraf verden består:

“Frembringelsen af materien af intet er det virkelige mysterium, som hverken denne lignelse eller nogen som helst anden sætter os i stand til at begribe”.

Denne skabelsesteoris utilstrækkelighed viser sig endnu tydeligere, når man vender sig fra de materielle genstande til det rum, hvori de befinder sig.:

“Selv om der ikke eksisterede andet end et umådeligt tomt rum, ville en forklaring dog være lige nødvendig. Der ville dog rejse sig det spørgsmål: hvorledes blev det således”.

Og endelig kan der jo siges, at selv om vi forudsatte, at verdens oprindelse virkelig kunne forestilles som et resultat af en ydre magt, ville mysteriet ikke være mindre af den grund, for man ville stadig kunne stille spørgsmålet om, hvorfra denne ydre magt kom. At forklare et mysterium med et andet er jo ingen løsning.
Den der afviser den atheistiske tese, fordi den forudsætter en umulig forestilling om selv-eksistens, må med nødvendighed afvise den theistiske hypotese, da den indeholder den samme umulige forestilling.
De tre hypoteser er måske nok forståelige efter ordlyden, og de forekommer som regel også deres tilhængere fuldstændigt fornuftige, men de kan jo i virkeligheden slet ikke forestilles. At fastholde dem svarer fuldstændigt til, at man forsøger at fastholde sådanne falske forestillinger som en firkantet vædske eller en moralsk substans (Spencers eksempler).

Vender man sig fra spørgsmålet om virkelighedens oprindelse til spørgsmålet om virkelighedens natur, rejser der sig lignende uoverstigelige problemer på alle leder og kanter, eller rettere de samme vanskeligheder under nye synspunkter.
Jeg vil ikke følge Spencers udredninger her. Det forudgående turde være tilstrækkeligt for denne artikels formål.

Virkelighedens begyndelse og grund er uerkendelig. Det forhold, at vi ikke ved, om der eksisterer nogen gud, betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er nogen. Afvisningen af theismen og pantheismen indebærer kun, at vi ikke kan have nogen viden om det uerkendelige. Vi kan højst sige, at vi ikke ved om der findes nogen gud. Agnosticismen er iflg. Spencer, den eneste fornuftige tro, når det gælder religiøse og metafysiske spørgsmål.
Om det uerkendelige kan der naturligvis kun siges ganske lidt. Alle dogmatiske religiøse positioner, hvad enten det er former for atheisme, theisme eller pantheisme er inkonsistente og uacceptable, men indeholder den grundlæggende sandhed, at bagved de fænomener, vi kender, er der en uerkendelig kraft.
At et uerkendeligt eksisterer er videnskaben og religionen enige om, enhver spørgen baglæns ender i et uerkendeligt mysterium. Religionens værdi ligger, iflg. Spencer, i at den fra begyndelsen har haft den helt væsentlige funktion at afholde mennesket fra helt at absorberes i det relative og øjeblikkelige og vække dem til en bevidsthed om noget bagved det hele.
Såvel religionen som videnskaben har været usande i deres forsøg på at dogmatisere om dette område af nødvendig uvidenhed.

“Religionen har altid været mer eller mindre irreligiøs og vedbliver delvis at være det endnu. For det første har den, som ovenfor antydet, altid foregivet at besidde en vis kundskab om det, som overstiger erkendelsen, – og har således modsagt sin egen lære; medens den i et øjeblik har påstået, at alle tings årsag overgik enhver forstand, har den i det næste påstået, at den besad de og de egenskaber og altså for så vidt kunne forstås. Og medens den dernæst for en stor del har været tro i sin hengivenhed for den store sandhed, den har haft at forsvare, har den dog ofte været utro og følgelig irreligiøs ved at fastholde de uholdbare lærdomme, hvorved den har formørket denne store sandhed.”

Spencer er blevet angrebet for at tømme det religiøse for alt indhold. Det er naturligvis ikke helt løgn. Hans minimalisme på det religiøse område ripper religionen for al fantasteri og alle religiøse institutioners dogmatiske krav på at ligge inde med sandheden. Den ugyldiggør kirkernes og religionernes magt over menneskesjælen. Men den åbner op til det totale mysterium, vores virkelighed i bund og grund er. Og heri består, iflg Spencer, sand religiøsitet.

Et citat fra John Hicks “An Interpretation of Religion”, der ikke ligger så langt fra Spencers tankegang kan passende afslutte denne artikel:

“It is true, that no naturalistic theory can account for the existence af the universe, or for its having the basic character that it has; this simply has to be accepted as the ultimate inexplicable fact. But religion also has its own ultimate inexplicable fact in the form of a God or a non-personal Absolute. And the sceptical mind prefers to rest in the mystery of the visible world without going beyond it to a further invisible mystery”.
Anvendt sekundærlitteratur:

Frederick Copleston S.J.: A History of Philosophy. Vol. VIII (Doubleday 1977)
Charles Carroll Everett: Theism and the Christian Faith (The Macmillan Company 1909)
John Hick: An Interpretation of Religion. Human Responses to the Transcendent (Macmillan 1989)
I. S. Narski: Positivismus in Vergangenheit und Gegenwart (Dietz Verlag 1967)
J. D. Y. Peel: Herbert Spencer. The Evolution of a Sociologist (Gregg Revivals 1992)

Skriv et svar