Subjektiv og objektiv sandhed

Indsat af den sep 24, 2014 i Artikler | 0 kommentarer

Subjektiv og objektiv sandhed

Søren Kierkegaard hævder et sted i sit forfatterskab, at “subjektiviteten er sandheden”. Løsrevet af sammenhængen kan det let misforstås hen i retning af, at enhvers “sandhed” om hvad som helst kan være lige god. “Hvad nu hvis det er sandt for mig?” var der somme tider elever af mig, der sagde.

Men der er objektiv sandhed: “2 + 2 = 4”, og “vand koger ved ca. 100 grader” f. eks. Objektive sandheder er sande, uanset hvem der hævder dem, og hvornår det sker. De er sande uafhængigt af konteksten, og af om de ytres af en tosse eller en professor i atomfysik.

“2+ 2 = 4” er ikke bare sandt for mig, men for alle.

Kierkegaard var naturligvis ikke nogen tumbe. Han benægtede ikke objektiv sandhed. Han benægtede ikke, at matematik og astronomi har med objektiv sandhed at gøre. Han hævdede blot, at eksistentielle sandheder er af en anden art.  Hans pointe var den, at kristendommen ikke må forveksles med objektiv sandhed. Kristendommens sandhed er en eksistentiel sandhed, en sandhed, der skal realiseres i vores personlige eksistens. Det er ikke blot en attitude, det er ikke en sandhed, man kommer i besiddelse af ved et medlemsskab af en kirke. Det var Kierkegaards kritik af den statskirkelige kristendom (og det er min kritik af de cocainsniffende popidioters buddhisme). Den kristne sandhed er en sandhed, der leves. Den er nødvendigvis subjektiv, fordi den beror på et subjektivt valg beroende på egen tolkning. Derfor er den også svær og må leves i “frygt og bæven”.

Hvis Kierkegaard har ret, er det interessante jo, at det har gyldighed for enhver religiøs tradition, ikke kun for kristendommen. Det er også en konklusion, mange religionsteoretikere her i postmoderniteten drager. Jeg refererer til min tidligere tekst om John Hick.

Den amerikanske filosof John D. Caputo skriver om Kierkegaards begreb om den subjektive sandhed, at opgaven med at finde “den sandhed som er sand for mig” kun er et skridt væk fra den relativisme, filosoffer bekymrer sig om. Jeg kan ikke se, at den er et skridt væk overhovedet.

Problemet ser vi kun alt for tydeligt i Kierkegaards frygtelige værk “Frygt og Bæven”. Værket er Kierkegaards kommentar til og “opbyggelige læsning” af den gammeltestamentlige historie om Abraham, der af Gud får den befaling, at han skal tage op på Moria bjerg, hvor han skal ofre sin søn Isak til Gud som et brændoffer. Og Abraham er lydig imod Guds bud. Han tager sin elskede søn med op på bjerget og hæver kniven for at dræbe ham. Men da får han øje på en vædder, der hænger fast i buskadset, og han forstår, at Gud har skånet sønnen, hvorefter han ofrer vædderen.

Historien lader sig vel læse som en afvisning af menneskeofringer, men det gør Kierkegaard ikke, han er ligeglad med med den lykkelige afslutning. Han bruger Abraham som et forbillede, som en sand troshelt, der ikke stiller spørgsmål til Guds bud.

Man kan vel ikke forestille sig en værre forbrydelse, et større brud på enhver moral, end den at slå sit eget barn ihjel. Men Kierkegaards påstand er, at troen kan suspendere moralen, sætte den ud af funktion. Det er en svær kamel at sluge for de fleste, tror jeg. Da der ingen kriterier er her, kan det retfærdiggøre terrorisme  og alle mulige andre forfærdeligheder. Han burde nok have stillet nogle erkendelsesteoretiske spørgsmål. F. eks. spørgsmålet om, hvordan vi ved, at Gud taler til os, hvordan vi genkender Guds stemme blandt alle de andre stemmer i vores hoveder.

“Frygt og Bæven” er en af de forfærdeligste bøger, der findes.

 

Skriv et svar