Platons diskussion af nydelse i 8. og 9. bog af “Staten”

Indsat af den aug 1, 2014 i Artikler | 1 kommentar

Platons diskussion af nydelse i 8. og 9. bog af “Staten”

Der er masser af ting i verden, der kan få os til at få det bedre: god mad, gode sko, medicin, penge. Disse ting baner vej for et bedre liv. Filosoffer kalder dem instrumentale goder. Hvis der findes instrumentale goder, må der findes noget, der er værd at efterstræbe for dets egen skyld, noget, der er værdifuldt i sig selv. Hedonismen siger, at et liv er godt i det mål, det er fyldt med nydelse og fri for smerte og lidelse.

Fysisk nydelse er nydelsen ved at spise noget delikat, ved at slappe af under den varme bruser eller ved at have sex. Disse forskellige slags nydelse gør os som regel lykkelige, i det mindste for et øjeblik. Men den slags følelser er ikke det samme som lykke. Det at være lykkelig føles ikke nødvendigvis som noget som helst. Der er ikke nogen speciel fornemmelse eller fysisk kvalitet forbundet med lykke. Man kan nyde en god film eller en fodboldkamp uden at opleve nogen som helst fysisk nydelse. Der er den ”lille lykke”, de lykkelige tilstande, og der er den ”store lykke”, som er tilfredsheden med sit liv. Hedonisterne har et bud på, hvad der betinger denne. De materialistiske indiske Carvakaer anså et liv i rigdom og sanselig nydelse for det lykkeligste. Utilitaristen Jeremy Bentham anså lykken betinget af den størst mulige nydelse. Han så ikke på nydelsernes kvalitet, kun på kvantiteten: intensiteten og varigheden. For Marquis de Sade bestod lykken i en uhæmmet udfoldelse af egoistisk nydelse…

Platon anså hedonismen for at være den praktiske holdning hos massen af mennesker.

I ”Protagoras” og måske i ”Staten” synes læren at være, at vi faktisk alle begærer nydelse og at denne ikke kan findes i sanselig/kropslig tilfredsstillelse. Det kropslige begær søger noget et sted, hvor det ikke findes. Man kan have et ubehag, en utilfredshed, i sjælen, Og i de fleste mennesker findes der en fejlagtig tro på, hvad der ville afslutte ubehaget. Det er på grund af denne fejlagtige tro, at vi jager de kropslige nydelser, og denne jagt fører til, at vi løsriver vort begær fra dets sande objekter, og på grund af uvidenhed knytter den til noget andet.

Den værste tilstand af alle, er en tilstand, hvor man er besat, den tilstand, hvor et enkelt begær (normalt sundhed, druk, sex eller en eller anden form for galskab) dominerer hele mennesket og står i vejen for dets frihed.

Individet, som tyraniseres af et besættende begær, beskyttes normalt i nogen grad mod sin besættelse af samfundet og dets love og normer, men hvis han er sit samfunds tyran (sådanne fandtes på Platons tid), er denne lettelse jo nægtet ham.

Platon opererer med tre elementer i personligheden: Det primitive, animalske, et viljeselement og fornuften. De tre elementer i personligheden frembringer ved deres respektive dominans tre typer af mennesker: filosoffer, ambitiøse mennesker og kropsligt hungrende mennesker. Hver af disse tre typer hævder, at deres livsmåde er den bedste.

Enhver værdidom kræver erfaring, tanke og analyse. Kun filosoffen har erfaring af alle tre slags nydelse (de der hænger sammen med fornuft, drift og appetit). Kun han har erhvervet sin erfaring tankefuldt. Hans redskab er analytisk fornuft. Og derfor har kun han, hvad der skal til for at tage stilling til værdierne. Og han dømmer sit eget liv som det bedste og det ambitiøse menneskes det næstbedste.

Et argument, der ikke er helt forskelligt fra Platons, finder vi senere hos en ellers meget forskellig filosof som John Stuart Mill, der siger, at den eneste, der kan afgøre hvad der er de bedste: de ”højere” eller de ”lavere” fornøjelser, er dem, der kender begge dele.

De kropslige nydelser er essentielt mindreværdige i forhold til de sande nydelser og specielt de nydelser, der hænger sammen med brugen af intelligens. Der er ikke desto mindre et vist bidrag de kan give til fornøjeligheden af et menneskes liv, men hvis de skal give dette bidrag, kan det kun være ved deres overensstemmelse med organismens sande behov. Og hvad der gælder for de kropslige nydelser, gælder også for nydelserne forbundet med jagten på ære og den slags.

I det store og hele er de ting, Platon fordømmer, retfærdigt fordømt, fordi de ødelægger den rette balance mellem elementerne. For at opretholde den rette balance er det bedst for et menneske, der ikke er i stand til at få forbindelse med den guddommelige visdom, at overgive sig til en andens styring (vel at følge den konventionelle moral eller lytte til filosofferne).

Det er Platons synspunkt, at fejlagtig tro på, hvad der er værd at søge i livet, er ansvarlig for den slags opførsel, der sætter mænd op mod hinanden, eller med andre ord: de forkerte ideer om nydelse er ansvarlige for uretfærdighed og umoral.

Socrates (dialogens hovedperson og vel Platons talerør) synes at sige, at de fleste mennesker forestiller sig, at de har det godt, hvad der i virkeligheden ikke er tilfældet. Og vi vil nok her være tilbøjelige til at svare, at det faktisk ikke er en af den slags ting, om hvilken det giver mening at sige, at et menneske tager fejl. Distinktionen mellem fremtrædelse og realitet synes ikke at kunne anvendes her. Måske er det sådan, at de fleste mennesker er i stand til at føle nydelse ved at gøre ting, Socrates ikke ville finde fornøjelig. Og måske er Socrates et bedre menneske end dem, men det er en anden sag.

Sophokles sagde, at han kunne være tilfreds, da alderdom havde fjernet hans lyster og begær, og at han ikke ønskede dem tilbage igen. Og det viser, siger Platon, at tilfredsstillelsen af begær ikke er ønskværdig i sig selv; det er kun ønskværdig i relation til begæret. Men de fleste mennesker ser ikke dette, fordi de ikke har evnen til selvanalyse. (Folk der roser sig selv af deres blodrighed og udlever deres lyster uden ”borgerlige hæmninger”, indser ikke, at det i virkeligheden er, fordi, de ikke evner andet). De jagter fysisk tilfredsstillelse og foretrækker denne i forhold til alt andet. Således, søgende fysisk nydelse i stedet for nøgternhed, antager de ugyldigt, at ”jeg søger X” indebærer ”X giver mig sand glæde”. De slutter så til, at sansenydelse er ønskværdig. De er ude af stand til at træde et skridt tilbage og spørge om det at være uden lysten, og som konsekvens deraf at kunne klare sig uden tilfredsstillelsen, ikke er en tilstand, der ville være at foretrække. De nydelser, som klarer denne test, de nydelser man stadigvæk ville ønske at beholde, uden forudgående lyst, kalder Platon sande nydelser. De er sande i den forstand, at hvad vi søger er nydelse, noget at kunne glæde sig over, og det er ved at søge nydelse af den art, at den største glæde opnås.

Platons holdning er klart elitær. Vore evner er ikke ens, og vore muligheder for at nå

til indsigt er ikke lige store. Her er de fornuftbrugende filosoffer nødvendige. Jeg henviste tidligere til utilitaristen Stuart Mill. Denne skelnede mellem højere og lavere nydelser, og han havde, som allerede nævnt, den opfattelse, at kun den, der kendte til begge kunne dømme imellem dem. Og han hævdede, at erfaringen viste, at de mennesker, der kendte såvel de højere som de lavere nydelser, klart foret6rak de højere. Men Mill var demokrat og vidende om, at mange menneskers ukendskab til de højere goder skyldtes, ar de aldrig var blevet præsenteret for dem eller at de på grund af manglende uddannelse ikke var i stand til at fatte dem. For Mill var det et argument for, at alle skulle uddannes i lige mål.

 

En kommentar

  1. En krystalklar fremstilling af Platons filosofi om nydelse. Pædagogisk skåret til så selv den lægeste lægmand må få udvidet horisonten. Med lidt sans for tankekraft vil han desuden forbavses over, hvad filosofi kan stille op med sådan et emne. F.eks. den subtile skelnen mellem nydelse og lyst.

    I øvrigt er indlægget højaktuelt i en tid, hvor risikoen for at blive kørt over er mindre end at blive løbet over ende af latterlige motionister, der halser af sted, så de betids kan komme hjem til deres obligatoriske gulerod. Også hvad det angår, har Platon jo en markant holdning, der på mange måde sætter den idiotiske kropsdyrkelse på plads. Han stiller det direkte op som det modsatte af intelligens.

    Lad mig endnu engang rose den klare og kompetente redegørelse for dette udsnit af Platons tanker.

    Venlig hilsen
    Sam

Skriv et svar