Religiøs pluralisme

Indsat af den maj 25, 2013 i Artikler | 0 kommentarer

Religiøs pluralisme

Nogle noter efter læsningen af en bog af John Hick.

De vanskeligste problemer for en positiv intellektuel holdning til religion er :

1)   Religionernes mangfoldighed og

2)   Ondskabens og lidelsens problem.

Det sidste problem gør troen på en god og kærlig personlig Gud (den kristne) uhyre vanskelig. Apologeter koncentrerer sig vældig ofte om ondskabens problem. Her synes der at være løsninger: det gode, der ligger i den menneskelige frihed f. eks., hvorimod lidelsen, den naturlige, uprovokerede lidelse er en helt anderledes sag. Sygdom, død og ulykker, børn der fødes multihandicappede eller som er kræftramte fra fødselen, børn der vokser op under omstændigheder, der gør deres liv elendige og lidelsesfyldte. Ivan Karamasov afviste Gud på det grundlag. Det var ikke Guds eksistens, han anfægtede, men hans moral. Hvis Gud findes og accepterer børnenes lidelser, ville Ivan Karamasov intet have med ham at gøre. Apologeternes ”Herrens veje er uransagelige” er vanskelig at få til at passe sammen med deres bestemte hævdelse af Guds ufattelige kærlighed og godhed. ”Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare”, synges der. Og det er jo noget forbandet sludder. Det er et faktum, at virkeligheden er lidelsesfuld og farlig.

Lidelsens problem er hovedproblemet for en bestemt slags religion, men ikke for al religion. For buddhismen f. eks. er konstateringen af den menneskelige lidelse jo simpelthen udgangspunktet.

Det andet problem: problemet om religionernes mangfoldighed – det forhold, at der er mange religioner, og at der ikke kan gives fornuftige grunde til at hævde nogen religions primat – er et indlysende problem for enhver religion, der hævder alene at ligge inde med den endegyldige sandhed.

At være religiøs er ikke nødvendigvis at være knyttet til nogen bestemt religion. Religiøsitet kan bero alene på det, at virkeligheden er et mysterium, på ”erfaringer” af en bagvedliggende virkelighed eller på resultatet af intellektuelle spekulationer. Oftest beror den selvfølgelig bare på opdragelse og omgivelser.

John Hick, der vel må siges at være en af vor tids betydeligste religionsfilosoffer, har i sin bog ”An Interpretation of Religion” fra 1989 givet sit svar på ”mangfoldighedsproblemet”. Hick tænker sig, at der findes en transcendent virkelighed, som forskellige religioner udgør en respons på. Denne virkelighed, som Hick kalder det “Virkelige” –  man kunne også sige “Gud” – er noget, der ligger hinsides den menneskelige forståelse. Vi kan strengt taget ikke sige, at Gud er personlig eller upersonlig, god eller ond, substans eller proces, en eller mange, eftersom Gud er hinsides menneskelige kategorier og begreber. Thomas Aquinas sagde, at vi kunne tale positivt om Guds eksistens, men kun negativt om hans væsen.

Hicks opfattelse er altså, at ingen religion er mere legitim eller ”rigtig” end nogen anden. De er forskellige reaktioner på samme ”virkelighed”. Resten, formerne, beror på traditioner og forskellige livs- og verdenserfaringer.

Afsluttende et par ord om den i øjeblikket så aggressive “nye ateisme”:  Denne er naturligvis intet problem, eller bør ikke være det, for den religiøse. Gud er jo hinsides væren, på samme måde som Gud er hinsides alt andet. Gud er hinsides menneskelige begreber og forestillinger. Gud er uudsigelig. Da vi ikke kan sige noget, som i strikt forstand er sandt eller falsk om Gud, er det religiøse sprog helt og holdent metaforisk og symbolsk. Disse ateistiske krigere tror, at religiøse udsagn er pseudovidenskabelige teorier, der påstår sandheder af samme art som naturvidenskaberne. De viser dermed, at de simpelthen ikke forstår religionen overhovedet.

Skriv et svar